267
Lise brød sig ikke om, hvad Folk sagde. Hun havde ikke bedt dem sige Noget om hende. Der var Ingen, der havde Noget at sige paa hende. Hun var — nok en Gang — en anstændig Pige og — for sidste Gang — ikke »saadan En«, og vilde bare have Lov til at gaa i Fred.
— Hør nu, Lise! sagde Mølleren — lad det nu være nok med det Vrøvl. Ud af Huset kommer du ikke. Men nu gaar jeg ind paa mit Værelse, saa kan du jo lukke Døren af, hvis du vil.
Paa dette Vilkaar blev da Freden sluttet. Lise var endda saa hensynsfuld, ikke at lukke Døren af.
Mølleren gik ikke foreløbig i Seng. Han sad paa en Stol, mens det døsige Spiddelys brændte ned; temmelig flov, men endnu mere skamfuld, grublede han over den uventede Vending, som dette Eventyr havde taget. Lise viste sig for ham i et nyt Lys. Det var jo sandt, hvad hun havde sagt, at hun var en anstændig og ærbær Pige. Med hvad Ret havde han tænkt sig Andet? Det var rigtignok tidt, ligesom om der var noget Udfordrende ved hende — han tænkte paa den Augustdag, da hun stod under de frugttyngede Æblegrene og strakte de nøgne Arme ud i Sollyset og lo og syntes at sige saa tydelig: tag mig, om du tør! — Men var det ikke ham selv, der havde lagt det ind i hendes Blik, hendes Smil, hendes Bevægelse? …
