259
var Noget, der var faldet ham ind lige i Øieblikket, da han pludselig blev stillet over for den Nødvendighed at finde paa et eller andet for at vinde Tid — fordi det nu som altid var ham umuligt at gaa resolut og brutalt tilværks. Og det var kommet meget beleiligt dette Uveir, ogsaa for hende; for hun trængte ogsaa til at vinde Tid. Ikke for at overveie, men for at samle sig. Hun havde ikke nogen Beslutning at fatte om hvordan hun skulde forholde sig — det var gjort for lang Tid siden. Det gjaldt kun om at tage sig sammen og holde fast ved den: — ikke give efter, naar det kom, som nu vilde komme.
Der kom det allerede!
Døren knirkede sagte — tøvende Skridt nærmede sig — Mølleren stod ved Siden af hende.
Han klappede — lidt forsigtig — hendes Kind. Den glødede, hans Haand var kold og fugtig.
— Stakkels Lise, hviskede han, du er vel meget søvnig, og saa har jeg jaget dig op.
— Aa nei, jeg er slet ikke saa søvnig, svarede hun med en let Gaben.
— Naa ikke det, det var jo rart — for jeg er slet ikke heller søvnig — he, he — slet ikke.
— Det er saamænd godt, naar vi skal vente
