257
— Ja, det er da sent.
— Aa ja. — Mølleren saae paa sit Uhr. — Ja, minsandten, den er over halv tolv.
Han blev staaende dér i Døren. Tilhøire for ham og lidt bagved ham, paa hans Vadskebord, maatte der staae et Lys, hvis Straale streifede hans Kind. Hun kunde se, at den var meget rød. Øiet havde en stærk Glands, men Blikket var usikkert. Uhret holdt han endnu i Haanden, og han vidste aabenbart ikke hvad han vilde.
— Ønsker De Noget, Husbond? skal jeg staa op og lave lidt The til Dem?
— Nei, nei Tak — jeg vil da ikke …
— Ja men, hvad er der da?
Dette direkte Spørgsmaal og den utaalmodige Tone, hvori det rettedes, mindede ham paa en pinlig Maade om, at han strengt taget ikke havde Noget at gjøre i hendes Værelse ved Nattetid, naar der ikke var noget særligt paa Færde.
Han stak hurtig Uhret i Lommen, som om han vaagnede af en Døs.
— Aa, det er blot — har du ikke hørt det tordne?
— Nei.
— Jo, det tordner og trækker stærkt op … Du skulde dog heller staa op.
