256
Hun vilde dog nok vide, naar han kom derude fra, om det skulde vare til den lyse Morgen.
Saalænge varede det imidlertid ikke, skjøndt længe nok.
Yderdøren gik — endelig.
Hun hørte Mølleren gaa ind i Forstuen og derfra ind i Kjøkkenet, hvor han tændte et Lys. Men — hun lyttede og reiste sig lyttende op i Sengen: — nei, de hurtige, trampende Skridt af Drengen hørte hun ikke.
Nu traadte han ind i Sovekamret ved Siden af — alene.
Hendes Hjerte bankede pludselig — forventningsfuldt og angst.
Han derinde blev ved at gaa frem og tilbage — det lod ikke til, at han vilde klæde sig af. Skridtene blev bestandig mere tøvende. Et Par Gange nærmede de sig til Døren. Nu stod han stille — længe. Hun troede at kunne høre et Suk — han stod ganske sikkert lige ved Døren.
Det bankede.
Hun foer sammen. Skulde hun svare, eller var det ikke klogere at lade, som om hun sov?
Døren gik op.
— Lise!
— Ja, Husbond.
— Er du allerede i Seng?
