254
og legemlig i al denne Tid — Kampen begyndte at oprive hende. Saa var han kommet ind — var bleven staaende ganske tæt ved, betragtende hende. Det var som om hun gjennem de lukkede Øienlaag kunde se, hvorledes han slugte hende med sit Blik; nei, med hele sit Legeme følte hun det, som om hans Øiekast havde været Følehorn, der gled hen over hendes Hud. Hun var faret op, forskrækket og forvirret — havde gjort saa mange Undskyldninger, og han havde trøstet hende, klappet hende paa Kinden med en Haand der dirrede lidt, og sagt en Spøg om, at de maatte nok have Bud efter Hareane … Jo vist! —
Det var nu alt sammen godt nok. Men nu var dette vellykkede Indtryk blæst bort igjen — spillet bort var det. Det var i Sandhed heller intet Under, at hun med sine naive og almindelige smaa Fruentimmerkunster maatte komme tilkort overfor saadan en vel oplært, udspekuleret Forførerske! Den Hyklerske, som gik i Maaneskin og sværmede og sukkede om Stjerner og Evighed! Som havde Vorherre og alle hans Engle som Trumfer paa Haanden for at vinde det listige Spil! Som laante ham Versebøger! — aa jo, hun havde nok set det Bind med Guldsnit, som laa derinde, og som hendes Navn var skrevet i — sagtens en Foræring fra en Kjæreste hun havde haft inde i Kjøbenhavn. Det
