252
Døs og ligesaa lidt kjedende sig som et Rovdyr, der ruger over sin Hunger. Mekanisk bevægede hendes Hænder de klirrende Strikkepinde, og Sokken voxede nedad. Den var snart stor nok til at kunne rumme en Mandsfod, og tæt og tyk nok til ogsaa at holde den varm indenfor Fedtstøvlen, om denne saa traskede nok saa frækt gjennem Efteraarsskovens Pløre. Og saa langt hang den ned, at da Pilatus nu gned sig op ad hende og strakte Hals og rakte Hovedet i Veiret, stødte dens Snude mod Strømperanden og kildredes, saa den kom til at nyse.
Saa stod Lise endelig op, trak Klæderne af sig, uden at tænde Lys, og krøb i Seng.
Det var let og hurtig nok gjort, men at falde i Søvn var vanskeligere, og det lod til at skulle vare meget længe, inden det lykkedes hende. Hun kastede sig frem og tilbage, saa Sengen knagede. Pilatus, der var krøbet sammen i den luneste Krog mellem Kommoden og Kjøkkenvæggen, gabede et Par Gange lydelig, sigende saa klart som muligt ud fra sit overlegne Standpunkt af dyrisk Ro: — Vær dog stille, du taabelige Menneskebarn, og forstyr mig ikke! du kan dog vel se, at jeg vil sove! Men hun blev ikke stille. Nu først, da hun laa i sin Seng, var hun bleven utaalmodig. Hun følte sig feberhed og spjættede Dynen halvt af sig; saa
