240
overvældet af øieblikkelig Træthed var sunket om paa den uredte Seng. Han saae ikke længer den hyggelige Dagligstue med dens stille og nette Beboere, hans trofaste Ven og hans udkaarede Hustru; han saae kun hin, i disse Omgivelser og i dette Selskab saa lidet passende ja næsten usømmelige Fixerfigur i Billedet.
For at skjule, hvorledes hans Tanker forvildede sig og for selv maaske ogsaa at komme paa andre Tanker, bad han Hanne om at spille Noget for dem.
— Ja gjerne, sagde hun og gik strax hen til det opretstaaende Klaver. Hun tændte Lysene, stillede et tyndt Hefte foran sig og spillede.
Det var Papagenos Fuglefængersang.
— Naa? spurgte hun, da den var færdig, og saae forventningsfuld over Skulderen hen paa Jakob.
— Det var et meget kjønt Stykke.
— Ja, men kjendte De det ikke? spurgte hun lidt skuffet.
— Nei, ikke det jeg veed af.
— Og jeg troede det var det Stykke, som De saa gjerne vilde høre en Gang.
— Tryllefløiten?
— Ja, saadan hedder det.
— Saa? Ja nu synes jeg ogsaa nok der er nogen Lighed — jeg maae vel sagtens have glemt det.
