236
Mølleren besvarede rigtignok Vennens Blik forstaaende, men der var noget mat og adspredt i hans Udtryk. Han sank dybere tilbage i Sofahjørnet, og Tobakstaagen foran hans Ansigt blev tættere.
Nu kom det høitidelige Øieblik, da Sandkagen skulde skjæres for; Theen dampede allerede i Kopperne. Men da de første Skiver laa paa Talerkenen, blev der en Jammer: Kagen var klæg, den havde, som man siger, »Vandstriber«. Ganske vist forsikkrede Mølleren, at saadan smagte den netop allerbedst — Vandstriberne havde noget Forfriskende ved sig; men Hanne troede, at han blot sagde det for at trøste hende, skjøndt hun selv i al Hemmelighed havde den samme Smag. En Lykke var det da, at Hans' Appetit ikke kunde mistænkes for Smiger og endnu mindre Jennys, der gladelig aad Kagen — dog kun naar Hanne rakte den en Bid. Og der blev stort Hallo, da Drengen forfulgte Raadyret gjennem hele Stuen for at paanøde det den lækre Spise. Jenny smuttede bestandig fra ham — tidt ind under Bordet, hvor den dukkede sig, saa at Bugen næsten berørte Gulvet, efter disse Dyrs Sædvane, der synes at være meget ængstelige for deres Rygrad.
— Nu har du nok en drøi Tjeneste, Vilhelm, bemærkede Mølleren og saae uvilkaarlig ud ad
