230
Og da han ikke kunde svare paa hendes Spørgsmaal, begyndte han i en ærgerlig, utaalmodig Tone:
— Ja, Herregud! hvad vil du da egentlig? Naar du troer, det er bedre, at du tager bort, saa faar du jo gjøre det … Men jeg siger dig jo, at der foreløbig slet ikke er Tale om det, saa synes jeg dog, du kunde slaa dig til Ro ved det. Du kan da heller ikke godt forlange, at jeg skal forbinde mig til aldrig at gifte mig enten med den Ene eller den Anden!
— Jeg forlanger jo ikke Noget, hvordan skulde saadan en stakkels Pige som jeg kunde forlange Noget! Det er bare saa tungt at tænke paa — jeg vilde blot saa gjerne haft, at Alting blev som det var, at jeg kunde faa Lov til at blive her og sørge for det Alt sammen saa godt jeg kunde — det er det eneste, jeg ønsker i Verden — men hvordan skulde jeg kunne forlange Noget af Husbond!
Hun holdt Forklædet for Øinene og gik ud af Bageriet, oprigtig grædende ved Følelsen af sin Afmagt, ved Tanken om at være ude af Stand til at forlange Noget; — og efterladende Mølleren i en Overrumpelses-Tilstand af Forlegenhed, Rørelse og Tvivl:
Stakkels Pige! det var unægtelig drøit for hende, at skulle bort efter Alt, hvad hun havde
