226
— Jo vist er du! … Du overanstrænger dig vist og gaar hen og bliver sygelig — det er rent galt, Lise.
Hun rystede paa Hovedet og gjorde ham ved en Skulderbevægelse opmærksom paa Christian, som, da han ikke havde mødt Lise i Gangen, var kommen hen i Døren, hvor han stod og betragtede dem med sine udvældende Fiskeøine.
Saa bøiede Mølleren sig igjen og speidede ind i Ovnens Halvmørke. Men hans Hænder rystede, og det lykkedes ikke strax at faa det gjenstridige Brødpar lokket bort fra dets sikre og varme Plads i Baggrunden af Ovnen.
Vandringen frem og tilbage mellem Mølleren og Christian tog atter fat og varede uforstyrret ved indtil endelig alle halvfjerdsindstyve Rugbrød laa ude i Ælterummet. Saa slentrede Christian ind i Møllen; men Husbond havde allerede med Øinene givet Lise et Vink om at blive.
Han tørrede med Skjorteærmet Sveden af sin Pande og støttede sig med den ene Haand til Disken bag sig. Da han vendte Ryggen mod Vinduet, var hans Ansigt i Skygge, medens Lyset faldt lige paa Lise. Hun stod lige ret op og ned — Siddepladser var der jo ingen af i Rummet — og saae ud, som hun havde størst Lyst til at trykke sig ud ad Døren — omtrent som en Skolepog, der ikke
