219
blot det svageste Skjær af en forrædersk Rødme et flygtigt Øieblik havde farvet hendes Kinder, saa det var vanskeligt ikke at tro hende — men paa den anden Side var det muligt, var det muligt? — —
Og hvis det nu ikke var muligt — hvis det var Jørgen, som havde sat sit Stempel paa hende, og som hun villig havde ladet sig omfavne af, (thi hvorfor skulde hun ellers have fortiet det, i Stedet for at klage over hans Frækhed?) — hvad vedkom det saa ham, der var bestemt paa at gifte sig med Hanne, ja allerede var saa godt som stiltiende forlovet med hende? Det maatte være ham ligegyldigt — eller rettere, det burde endog være ham kjært, da det viste, at den letsindige Betagelse af Lises Ynder, som han desværre ikke helt havde formaaet at lægge Skjul paa overfor hende selv, i alt Fald ikke havde haft varige ondartede Følger, at hun ikke havde sat sit Hjertes Haab til ham; hvilket vilde være Synd for den stakkels Pige.
Dette var gode, sunde og solide Fornuftgrunde. Det var vanskeligt at modsige dem, men desværre endnu vanskeligere at lade sig berolige af dem.
Forgjæves bestræbte han sig atter og atter for at kalde Hannes Billede frem — lade hende raabe paa Jenny, tumle med Ponyerne i Stalden, le med sin klare, uskyldige Latter, tale fromme og venlige
