210
Og Mølleren iklædtes ved denne Fjernelse, denne tillukkede Ligegyldighed, det Uopnaaeliges lokkende Glands, saa at der i hendes heftig begjærende Sind skabtes en Illusion af Forelskelse. Det var udentvivl kun Angsten for ikke at opnaa den saa længe og utrættelig tilstræbte Stilling, blandet med Krænkelse over at den allerede saa stærkt Betagne unddrog sig hendes Kvindemagt, der satte hende i lidenskabelig Ophidselse — men dette antog i hendes Øine pludselig Billedet af en skuffet Kjærlighed. I sin Længsel indsatte hun Mølleren i Stedet for Møllen, medens hendes forfængelige Magtbrynde maskerede sig som en smægtende Trang til Hengivelse. Og som hun sad der og lod Taarerne dryppe ned i sit Skjød, var hun grangivelig den stakkels fattige, forladte Pige, hvis »egen Møllermand« var lokket fra hende af en listig Frøken, der var forfaren i allehaande fine Forførelseskunster, som hendes egen enfoldige Bondeforstand ikke kjendte til.
Og skulde hun saa maaske ikke hade denne Frøken derude? Hun udmalede sig, hvorledes hun, naar hun var kommen i Besiddelse af Jennys Halsbaand, en Nat vilde liste sig ud til Skovfogedhuset og hænge Halsbaandet paa Dørgrebet. Et Par Dage havde de savnet Jenny, og naar de saa fandt Halsbaandet, vilde de forstaa, at Jenny var bleven skudt
