209
For der ruskede og sled i hende et glubende Raseri mod denne skinhellige Hex, som sad derude i sin Skovensomhed og galdrede hendes egen Møllermand til sig, drog ham og tog ham med fromme Tanker, som hendes bibelvante Læber dryppede ham i Øret, og med milde Salmetoner, som hendes veloplærte Fingre manede frem af Klaveret — thi dette instrument og den Kunst at traktere det stod ogsaa for Lise i et halvt trolddomsagtigt Skjær.
Hun havde jo følt, hvorledes Mølleren langsomt var gledet længer og længer bort fra hende i Løbet af de sidste Par Maaneder. Denne belurede Skovsamtale havde med sin Maanestraale og sit Skjær af fromt Sværmeri tændt et Lys, der pludselig klarede op i det lange dunkle Mellemrum ligefra hendes sidste store Seir, da hun havde slaaet Svigermoderens fordækte Angreb med Hareane af Marken, det triumferende Øieblik, da hun stod dernede i Frugthaven, overstraalet af Augustsolen, og saa jublende følte, hvordan ligesom et Fluidum fra hendes til Skue stillede yppige Kvindeformer gjennemstrømmede Mølleren, saa han maatte tage Øinene til sig og skynde sig bort — — og indtil nu i den sidste Tid, da hun ikke længer skjønnede, hvor han var, ikke kunde naa ind i ham med et Blik eller røre op i ham med en Bevægelse.
