206
Jeg laa i Grøften under en Busk og havde slet ikke Lyst til at blive set af dem.
— Nei, det er begribeligt nok, lo Christian.
— Naa de var forresten altfor optaget af dem selv. He! det gik ellers farlig anstændig og høitidelig til. Pigebarnet snakkede Noget om Jesus og om Menneskevilliens Syndighed — ligesom en Præst paa Prædikestolen — og han sagde Ja og Amen. Og han bad hende ogsaa om siden at spille den kjønne Choral fra sidst, saa det var saamænd en hel Gudstjeneste.
— Det var ogsaa en morsom Maade at være Kjærestefolk paa — i Maaneskin, lo Lise spodsk men med en lidt irriteret Klang paa Bunden af Latteren, og Strikkepindene klirrede i Haanden paa hende.
— Aa ja, jeg har jo kjendt til lystigere Methoder, erklærede Broderen under almindelig Latter.
— Du, Peer! spurgte Lise endelig: — sig mig, det Raadyr, hun har tæmmet, — var det ogsaa med dem?
— Ja, gu var det med! det gik og spankulerede om mellem Buskene; tidt var det saa nær ved mig, at jeg kunde have naaet det med min Bøssepibe.
— Ha, ha! saa var der nok En Fingrene kløede paa, spottede Christian.
