204
Gibs der dirrede en Lyscirkel fra den lille Lampe, og Peer Krybskytte mumlede i en gnaven Tone:
— Saadan noget Vrøvl! Han blev saamænd ikke slaaet ihjel. Han døde i sin Seng; det veed Præsten, der berettede ham, da Besked med.
— Jo vel, men det var da efter saadan et Sammenstød, bemærkede Jørgen.
— Ja, Herre Gud, saadan en gammel Mand, hvad vil han løbe ude for om Natten — i Taagen, det er ikke godt det! det kan være lige haardt nok for os Andre.
— Var det maaske ogsaa Taagen, der slog ham med en Bøssekolbe i Nakken? grinede Christian og purrede op i sit røde Haar.
— Aa nei, den spændte blot Ben for ham, og saa stødte han Hovedet paa en Træstub, raabte Lars, modig ved denne Undsætning fra alle Sider.
— Ja, naar I veed det bedre … Ikke fordi jeg veed noget videre … Jeg havde ikke Noget med det at skaffe — jeg bjergede blot Bukken imens. — —
— Man maa ellers opleve en hel Del saadan mellem Aar og Dag i Deres — Haandtering, bemærkede Jørgen, da det ikke lod til at Peer Krybskytte vilde gaa videre.
— Aa ja, smaalo Peer. — Nu for en fjorten Dages Tid siden, da jeg var ude i Forretninger —
