Side:Møllen.djvu/215

Denne side er blevet korrekturlæst

203

— Ja, det har jeg ikke Tid til mer, svarede Lise, uden at se op fra sit Strikketøi.

— Aa nei, du gaar jo her og slider som et Bæst fra Morgen til Aften … Fanden maa vide, hvad det skal være godt for … Du kunde da i alt Fald faa ham til at give dig dobbelt Løn.

— Det kan du jo lade mig om, Peer.

— Ja, han kunde da godt staa sig ved at give Halvdelen til, sagde Christian. Men nærig har nu Husbond altid været.

— Naar jeg nu ikke vil have mer, dit Høved! brummede Lise. For hun holdt meget paa sit Tyende-Ry som en sjelden dygtig og sjelden fordringsløs Arbeidskraft; det skulde i allerværste Fald forskaffe hende en god ny Condition.

— Ja, du er nu for god for denne Verden, lille Lise, lo Christian, men kanske Vorherre godtgjør dig det i den næste.

Lars var meget skuffet over den Vending Samtalen havde taget.

— Er det sandt, at De var med den Gang den forrige Skovfoged blev slaaet ihjel? busede han ud.

Et af de hurtig sigtende Blikke skjød frem under de nedbuskede Øienbryn og traf ham, saa han var lige ved at tabe Pibestumpen ud af Munden. Saa gled Blikket opad mod Loftet, paa hvis smudsige