190
ved at smutte ind under Bamsemandens Bug og rykke i dens Forben, som havde plantet sin Hov paa Spiltovet. De Smaa var ikke ondskabsfulde, men det var jo dog kun et Par Tosser, der ikke altid tænkte paa, hvor de sparkede hen, saa han maatte se sig for! Da hun saa havde skuffet Hakkelse i Krybberne og kom ind i den Fjermers Baas med Havrekassen, var det lille Bæst saa hidsig efter at faa dette Kjærnefoder, at hun maatte tage fat af al Magt for at trænge dets Hoved til Side; men under denne Kamp stak Bamsemand sit Hoved ind over Bommen, saa at hun pludselig havde dens prustende Næsebor lige i Nakken og udstødte et forskrækket Hvin. Og nu istemte de alle tre en hjertelig Latter, understøttet af Ponyernes Vrinsken og af jublende Glam fra Hektor, der sad i Entredøren og hørte sin Herre ruste sig til sin Skovvandring: — indtil endelig Hanne efter et Par dygtige Puf og et kraftigt Kladsk paa Hesteboven reddede sig ud — med Tab af Huen, og noget oversavlet paa Kjoleryggen. Men det gjorde ikke noget; Kjolen var nok temmelig ny, men den kunde taale det. Og Huen erobrede Hans igjen med nogenlunde Lethed, da Bamsemand ikke fandt den saa smagfuld som Havre og Hakkelse.
Saadan havde Mølleren ikke let i Aar og Dag — og hvad var det ikke for en velsignet god og sund
