188
Død kunde sætte deres Gjæst i en vedvarende sørgmodig Stemning, og ønskede derfor ikke Samtalen fortsat. Med en pludselig Bevægelse vendte hun sig til Broderen: —
— Naa, er I saa blevet færdig idag, Vilhelm?
— Nei, helt blev vi det ikke.
— Ja men, du er da ikke holdt tidligere op, fordi jeg kom? spurgte Mølleren — det vilde da være en Skam.
— Aa nei, de var blevet lovlig trætte. Det er jo lige drøit nok for de Smaa at gaa for Plov — især for den Nærmer; det er jo den yngste. Men den er ellers skrap nok til at løbe.
Den Nærmer stod virkelig noget mismodig der, med sit Hoved lagt over den Andens Mankeknude og med Krydset hængende til den ene Side. Hanne strøg den med begge Hænder over Mulen, der var vaad endnu efter Vandingen, og mumlede den ind i Næseborene, som om det var dens Øren:
— Er Bamsemanden bleven kjed af det: Hvad? Skal han have Rugbrød, kan han lide det?
Bamsemanden blinkede fiffig, dirrede med sin studsede Manke, som om den blev kildet, og baskede med Halestumpen.
— Du forkjæler ham rent for mig, ytrede Broderen; men et fornøiet Smil viste, at hans pædagogiske Bekymring ikke sad synderlig dybt. Snart
