I.
— Jenny, Jenny, Jenny, Jenny, Jenny—lil—le Jen—ny!
Det var Hanne, der kaldte paa sin Yndling.
Hun stod sammen med Mølleren forrest i en Lund af høistammede Graner, neppe hundrede Skridt fra Skovfogedhuset. Derhenne ved Brønd-Truget vandede Hans et Par smaa stridmankede Ponyer, fra hvis brune Rygge og Kryds der hvirvlede gylden Damp op i Sollyset, som Taage fra en Eng; og fra den ene Mule, der løftede sig op af Truget, faldt Draaberne ned som Gnister. Men i den dybe, brune Skygge af Staldrummet, der befandt sig i selve Beboelseshuset, lyste Skovfogdens Skjorteærme, medens han lige henne ved Døren hængte Seletøiet op. Mellem Gavlen og et tæt Hasselkrat, som unge Ege, lodne af nye Skud, groede op af, førte en Markvei ned til Stranden langs en lille Jordlod; næsten helt hen til det kullede Poppelhegn var den
