176
blev for meget for hende. Hun blev ved i sin Kjøre: det var jo saa rimeligt, at der kom en Pige til, naar Husbond ikke syntes, at det var godt nok, som det var. Men ellers var de da nu over den travleste Tid, nu Høsten snart var forbi: — i Efteraaret og om Vinteren var der jo ikke saa meget at gjøre i Bageriet, saa naar hun var kommen ud af det hidtil, saa vilde hun vel ogsaa nok kunne komme Vinteren over … men naturligvis — —
— Men saa vær dog fornuftig, Lise! afbrød Mølleren hende endelig. Jeg har jo sagt dig, at du kan faa det akkurat, som du selv vil have det. Naar du troer, at dine Kræfter slaar til — —
— Mine Kræfter! Lise lo pludselig muntert, og med et hurtigt Greb strøg hun Ærmerne høit op over Albuerne og strakte Armene ud til begge Sider: — jeg skulde mene, her var noget at tage fat med!
Det var et Par mægtige Kvindearme, hvis blødt rundede Muskelflader skinnede saa gyldent i Augustsolen, medens den lette, gjennembrudte Skygge af et Frugttræ kastede et dæmpet grøngult Skjær over hendes friske Ansigt, der lo straalende med blanke Øine og Tænder.
— Ser jeg maaske ud til at slide mig op! Synes Husbond, at jeg er magret af iaar? Trives jeg kanske ikke paa Høimøllen?
