Side:Møllen.djvu/162

Denne side er blevet korrekturlæst

150

— Ja, du vilde vel nok kjøre med dem, ligesom med Husbond og Jørgen.

— Hvordan kjører jeg da med dem?

— Naa, saadan — i Ring, som man siger.

— Saa? og med dig kanske ikke?

— Naa, med mig veed du nok, med mig er det nu en anden Sag, lille Lise.

Lise bed sig i Læben og stirrede trodsig op paa det røde, fregnede Ansigt, der grinede ned til hende fra Vognen. Hun vidste nok, at Christian egentlig var ligesaa tosset forlibt i hende som Mølleren og Jørgen, men hans Friskfyrsvæsen forstod altid at give ham et overlegent Præg og antyde, at det var hende der lagde sig efter ham, og det ærgrede hende — især i dette Øieblik, da Jørgen stod derinde og hørte hvert Ord.

— Vigtigpeer! lad mig nu blot komme ud.

Hun stod virkelig fangen der. Hestene vare komne saa langt tilhøire i Porten, at Svinglen næsten berørte Muren. Bagud var Passagen rigtignok fri; men skulde hun løbe en Omvei, i den Regn og det Søle, det allerede var blevet?

Hun stampede med Foden:

— Ryk dog Bæsterne tilside, jeg vil ud.

Men Christian bare grinede:

— Kom du heller op og hjælp mig med at faa de Sække heiset op.