147
den der udgik fra hende selv, — en betagende Trolddom af den Slags som de Gamle kaldte hvid Magi, medens hendes egen tydelig nok hørte til den sorte, med den spinnende, glødøiede Kat til spiritus familiaris. Men nu skulde den Andens Skytsaand, det fromme, frygtsomme Skovdyr med den friske Græsduft i sin Pels og med Løvtykningens Skygge over Kjæret i sit dybe Blik — den skulde nu bort, og saa vilde vi faa at se! … saa maaske …
De sad begge tavse: Lise fordybende sig i en Forestillingsrække, som hun ikke vilde kunne have meddelt i Ord; Jørgen forgjæves pinende sin arme Hjerne for at udfinde, hvad i al Verden det kunde nytte Lise, at Jenny blev skudt. Han glemte helt at tænde sin Pibe, og lang Tid hengik uden anden Lyd end den almindelige Møllelarm, der iaften var saa dæmpet, at de ikke havde behøvet at hæve deres Stemmer synderlig, da de talte sammen.
— Hun har et Halsbaand — beslaaet med Nysølv — det blinker i Maanelyset, og en lille Klokke ringer — sagde Lise, og saa tav hun.
Jørgen skottede hen til hende, uhyggelig tilmode overfor denne uforstyrrelige Tankegang, som han absolut ikke forstod. Han saae, at hun var smuk — ikke saadan som ellers: der var noget Fremmed og Overlegent ved hende, ligesom et aan-
