144
— Nei, ser du, Lise! det nytter ikke noget med ham — ham faar du ikke Krammet paa … For jeg skal sige dig Noget: hvis at han var ti Aar ældre, saa kunde du sgu fordreie Hovedet paa ham lige saa let som — — som paa os Andre — men Hans, ham kan du ikke faa fat i — nei du kan ikke.
Lise rystede paa Hovedet med en sagte Latter, der indrømmede Rigtigheden af Jørgens Bemærkning; og i hendes Ærgrelse over saaledes at vide Drengen unddragen fra hendes Magtomraade blandede der sig en smigrende Kildren ved at se sit Herredømme over alt modent Mandkjøn ubetinget anerkjendt.
— Saadan noget dumt Vrøvl! udbrød hun. — Du skulde heller hjelpe mig og se at tænke dig om. — — For Noget maa der da være, tilføiede hun, gjennemtrængt af den Bevidsthed, at enhver havde en Pris, som han kunde kjøbes for, naar man blot kjendte den.
— Ja, jeg veed sgu ikke — det eneste skulde være — nei — — det er naturligvis dumt —
— Ja, det er det vel nok, sagde Lise, idet hun støttet paa begge Hænder hoppede længer tilbage paa Sækken og spjættede med Fødderne, som stak i blaa Bomuldsstrømper: — dumt er det nok, men siig det alligevel.
