125
— Saa var det saa underligt, at da Vilhelm sagde det, saa var det mig, ligesom jeg selv havde tænkt det samme — hele Tiden, skjøndt jeg da ikke veed af, at jeg havde gjort mig bestemte Tanker om, hvad det kunde have at betyde.
— Saa foldede vi vore Hænder og bad stille for hendes Sjæl …
Skovfogden mumlede dette og slog Blikket ned under Indflydelse af den religiøse Blufærdighed, som bevirker at selv den Frommeste bliver skamfuld ved at overraskes i Bønnen og heller ikke uden en vis Overvindelse kan tale om den.
— Det var kjønt af jer! det var godt at I bad for Christine, sagde Mølleren stærkt bevæget — trykket af den Bevidsthed, at han selv, hvem det nærmest tilkom, ikke havde gjort det; hans Sind havde været optaget af verdslig Sindsbevægelse og kjødelig Angst.
— Ja egentlig troer jeg ikke just, at saadan en Bøn kan nytte Noget, svarede Skovfogden. For hvad kan en Andens Bøn have at sige? Enhver maa jo dømmes efter sit eget Liv og sin Tro. Men naar Bønnen ikke kan gavne den Afdøde, saa kan den jo da gavne En selv … Saa tændte jeg da forresten en Lygte, og vi gik ud sammen og saae efter, for det er jo da det Rigtigste at undersøge
