104
gaar med mig, gjør du ikke det, min egen Pilatus — —?« Hun var næsten grædefærdig, saa tydelig saae hun sig selv, jaget fra Hus og Hjem, fra denne Mølle, som hun havde erhvervet sig Ret til — fordreven af en Fremmed, vandrende ud i den vide Verden ad kolde Veie, med en Bylt under Armen. Og da Pilatus flere Gange med en kjærlig Miaven besvarede denne uhørlige Tiltale, fandt hun en Sjat Kaffe i Kanden, heldte den i en stor Underkop og kom Fløde med tykt Skind deri. Saa satte hun sig paa en Træskammel, med Koppen paa Skjødet: og Pilatus gjorde lang Ryg, steg med Forpoterne op paa hendes Knæ og labede behagelig den kostelige Drik med Spidsen af sin rosenrøde Tunge, medens den af og til slog sine ravgule Øine op til hende. Hun paa sin Side betragtede den ikke mindre ømt gjennem Taarer, som Selvmedlidenhed og Harme havde fyldt hendes Øine med — ja af hendes Blik lyste der en Slags overtroisk Andagt som ovenfor et høiere beskyttende Væsen, hendes Genius, der var skjult i denne Dyreham. Man skulde tro at man saae et helligt Dyr, der fik sit Offer bragt af Præstinden.
— Holder De meget af Dyr? spurgte Hanne deltagende.
— Pilatus holder jeg af, svarede Lise af-
