328
LYKKE-PER
"Det veed jeg ikke. Men Amtmanden har jo lovet at hjælpe dig til en Ansættelse."
"Amtmanden har vist nærmest tænkt sig en eller anden Stilling ved Administrationen i København. Han kender nok Indenrigsministeren. Men til København vil du jo nødig."
"Vil? Jeg vil i den Henseende kun, hvad du anser for det rigtigste. Det er netop, hvad jeg bebrejder mig, at jeg maaske kan have holdt dig for meget tilbage. Det har jo altid været mest for Børnenes Skyld. Naar jeg tænkte paa, at vi maaske kunde komme til at bo oppe paa en Fjerdesal, hvor Børnene vilde føle sig som i et Bur, saa syntes jeg jo, det var Synd for dem. Men jeg tror nu, at det alligevel nok kan gaa. En Tid af Sommeren kan de jo være herovre hos Far og Mor og blive rigtig brunede; saa vil de med Guds Hjælp nok kunne nøjes med Byluften Resten af Aaret."
"Og du selv, Inger?"
"Jeg?" — Hun saae op med et aabent, skyldfrit Blik, der væltede en kvælende Tyngsel fra hans Bryst. — "Aa, for mig skal du ikke have Bekymringer. Jeg er jo stærk nu; og selv om vore Forhold derovre — i hvert Fald i Førstningen — vel sagtens bliver noget indskrænkede — for andet end en Fireværelserslejlighed gaar det da vist slet ikke an at begynde med — saa er det jo sagtens bare noget, man skal vænne sig til. Jeg har netop tænkt paa, at vi vel nok bliver nødt til at sige Laura op. Hun egner sig ikke til Byen og er desuden saa sen. Og saa vil det vistnok ogsaa være rigtigst, om vi — i det mindste foreløbig — nøjedes med een Pige. Jeg kan jo selv spasere med Børnene."
Per hørte hende knap. Han havde lagt Cigaren fra sig. Blodet bankede endnu rundtom i hans Krop. Han følte sig ganske mat efter den Angst, der var faret gennem ham.
"Der er kun een Ting, som bekymrer mig," vedblev Inger paa sin rolige Maade.
"Hvad er det?" spurgte Per.
Det varede lidt, før hun fortsatte.
