161
LYKKE-PER
paa det huslige Omraade. Selv Pastor Blomberg gav i et Par spøgefulde Bemærkninger sit Besyv med om Bagning og Syltning, indtil han blev kaldt bort, fordi der var kommen en Mand, der skulde tale med ham.
Da det viste sig, at de Kager, der var paa Bordet, var Frøken Ingers egenhændige Værk, kappedes Baronessen og Hofjægermesterinden om at holde Lovtaler over dem, hvad Præstefruen kvitterede for ved at klappe sin Datter paa Kinden og sige, at hun saamænd var ganske flink.
Den unge Pige lod temmelig ligegyldig for denne Anerkendelse. Det var end ikke frit for, at hun surmulede lidt, da Moderen kærtegnede hende. Per tænkte ved sig selv, at hun vistnok var meget forkælet. Men unægtelig var hun nydelig. Han fandt hende endda nok saa indtagende idag som forleden, da han saae hende i Kærsholms skumringsfyldte Park. Hun tog sig ligesom mere virkelig ud, saadan som hun stod der i fuldt Dagslys med et lille hvidt Smækkeforklæde og skænkede i Kopperne. Ligheden med Fransisca kunde han forresten ikke længer faa Øje paa.
Af Hensyn til Per søgte Hofjægermesterinden et Par Gange at skifte Emne og begyndte at tale om København. Men Per var ikke meget underholdende, og Præstefruen førte hver Gang hurtigt — og ligesom lidt demonstrativt — Samtaler tilbage til hjemlige Omraader. Hun var en høj og slank Dame med noget vist fornemt over sig. Det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende, Datteren havde arvet sine ydre Fortrin. Overfor Per viste hun sig i Modsætning til sin Mand meget tilbageholden. Uden ligefrem at være uhøflig havde hun endnu ikke en eneste Gang henvendt Ordet til ham, og det var just for at bøde herpaa, at Hofjægermesterinden stadig søgte at drage ham ind i Samtalen.
Men nu rejste man sig paa Værtindens Opfordring for at se sig lidt om i den store og smukt vedligeholdte Have.
De tre Fruer gik foran i livlig Passiar. Per fulgte bagefter med Frøken Inger. Han følte sig ilde tilmode, fordi han ikke vidste, hvad han skulde sige til hende. Han, som ellers var saa vel-
