109
LYKKE-PER
Saa tog han dem endnu engang i Haanden, gjorde en Bemærkning om Travlhed i Anledning af en forestaaende Rejse og sagde, Farvel.
Men da han sad i Vognen, overvældedes han helt af sine Følelser. I Stedet for straks at køre til Stationen, saa han kunde være tilbage paa "Skovbakken" til Middag, som han havde lovet Jakobe, kørte han hjem til Hotellet. Han var kommen i Vildrede med sig selv, og Jakobe kunde i dette Tilfælde ikke hjælpe ham.
Hjemme paa Hotellet bragte Portneren ham et Visitkort Per læste: C. F. Bjerregrav, fhv. Ingeniøroberst.
"Har den Herre været her?"
"Ja, det er vel en Timestid siden. Han skrev vist noget bagpaa."
Per vendte Kortet. Der stod: "En gammel Veteran ønsker Dem Held og Lykke til Deres patriotiske Kamp."
Han blev staaende med Kortet i Haanden og smilede vagt. Skønt han selv forlængst havde glemt den overmodige Profeti, han i sin Tid havde udslynget, følte han i sin opløste og halvt fortvivlede Sindstilstand denne Hilsen næsten som en overnaturlig Haandsrækning, en fornyet Bekræftelse paa sin dæmoniske Pagt med Lykken.
"Kan du huske," sagde han om Aftenen til Jakobe, "at du og Ivan bebrejdede mig min Optræden hos Max Bernhardt, navnlig mit Forhold til Oberst Bjerregrav, og det paa en Maade, som —."
"Nu vil vi ikke igen tale om det," afbrød hun ham urolig.
"Jo, det skal vi netop tale om! … Se her!"
Han rakte hende Oberstens Kort.
"Har han været hos dig?"
"Ja. — Læs, hvad der staar bagpaa! — Naa, hvad siger du saa?"
Jakobe vidste virkelig ikke, hvad hun skulde sige. Hun var saa sært bedøvet af Overraskelse.
"Men er du da en hel Troldmand, Per!"
