105
LYKKE-PER
Med dette for Øjnene afventede han i myndig tilbagelænet Stilling den Fremmedes Indtræden.
"Kom ind!" sagde han med Strenghed, da der blev banket paa Døren. Samtidig løftede han Øjnene akkurat saa højt, at Blikket naaede op over Papirets Rand.
Hans Overraskelse ved Synet af Per var saa stor, at han end ikke forsøgte nogen Forstillelse. Med et Udtryk som En, der tror at se et Genfærd, rejste han sig langsomt fra Stolen, og i henved et halvt Minut stod de to Brødre overfor hinanden uden at sige noget.
Det slog i samme Øjeblik Per, i hvor høj Grad Eberhard lignede Faderen, saadan som han stod der — let dirrende af Sindsbevægelse — og støttede sig til Bordpladen. Det stramme Træk om den skægløse Mund, de gammeldags smaa Bakkenbarter, de rødkantede Øjne; dertil Blikkets døde Stivhed og denne stejle Holdning, — alt genkaldte hos ham Faderens Skikkelse, saaledes som denne stod indbrændt i hans Erindring fra Barneaarene.
Han havde af sig selv trukket Døren til, for at de kunde tale sammen uden Tvang, og han tog nu Plads i en Sofa lige overfor denne Dør. Ogsaa Eberhard satte sig.
"Du kan vel tænke dig Grunden til, at jeg søger dig," begyndte Per. "Jeg har set i Avisen, at Moder er død."
"Ja," sagde Eberhard efter et Ophold og med tydelig Overvindelse. — "Vi troede dig forresten i Udlandet."
"Jeg kom tilbage for en halv Snes Dage siden."
"Naa saadan! Du har været her saa længe. — Maaske vidste du ikke af, at Moder var flyttet her til Byen?"
"Jo … jo, jeg vidste det," sagde Per og saae til Siden.
Saa spurgte han, om Moderen havde været længe syg.
Eberhard lod ham atter vente en Tid paa Svar. Endelig meddelte han — med en Beslutning, der syntes Resultatet af en lang Række Overvejelser — at Moderen var død pludselig og uventet for dem alle.
"Moder blev, Gud ske Lov, sparet for legemlige Lidelser. Udover hendes gamle Svaghed var der ikke noget at mærke paa
