96
LYKKE-PER
"Vor kære Moder, Kirstine Margrete Sidenius, Enke efter Præsten Johannes Sidenius, indgik idag til den evige Fred."
Bekendtgørelsen var underskrvet: "De efterladte Børn." Og disse Ord blev Per nu ved at stirre paa, indtil Bogstaverne flød ud i Taage.
Endnu for faa Dage siden havde han gentaget sit natlige Besøg udenfor Moderens Bolig; og det gøs i ham, naar han tænkte paa, at hun maaske den Nat havde ligget paa sit yderste. Der havde ogsaa dengang været Lys bag et af Vinduerne, og han havde set Skygger bevæge sig paa Rullegardinet.
Naa ja — hvortil havde det vel gavnet, om han havde været tilstede? sagde han med et Forsøg paa at berolige sig selv. Til en virkelig Forstaaelse, endsige til Indrømmelser af den Art, som alene havde kunnet tilfredsstille Moderen, vilde det dog ikke være kommet. Derfor var det maaske netop godt, at hun havde troet ham saa langt borte, ligesom det var heldigt for ham selv, at han intet havde vidst om hendes Tilstand. Han havde maaske ellers kunnet lade sig forlede til af Hensyn til hendes Sjælefred at opføre en hykkelsk Scene, som han bagefter havde maattet skamme sig over. Stakkels Moder! Hun hørte nu engang til de livsskræmte. De lange Aar indenfor Sygeværelsets nedrullede Gardiner havde efterhaanden forvandlet hendes Væsen til lutter Bekymring. For hende havde Døden sikkert været en Befrielse.
Han var begyndt at gaa op og ned ad Gulvet for at tvinge sit Sind i Ligevægt. Han var ikke vant til disse stærke Sindsbevægelser, som han instinktmæssig frygtede. Og nu kom han til at tænke paa Jakobe, der jo ventede ham paa "Skovbakken" ved sædvanlig Tid. Hvad skulde han gøre? Han følte, at han ikke vilde være i Stand til at sidde rolig og tale om Forberedelserne til deres Rejse, eller hvad andet hun og han kunde være fælles om; og han havde desuden en daarlig Samvittighed, fordi han endnu ikke havde faaet sagt hende, at hans Familje var flyttet til København.
Han satte sig da ned og skrev et Par Linjer til hende. Hun skulde ikke vente ham, skrev han, idet han som sædvanlig be-
