388
LYKKE-PER
I de fire-fem Dage, de unge Ægtefolk endnu opholdt sig i Rom, var Per flere Gange sammen med dem; og tilsyneladende gjorde hans Kurmageri intetsomhelst Indtryk paa Ægtemanden. Dyhring behandlede ham vedvarende med samme lidt lade Forbindtlighed som før; men klog af Skade sørgede Nanny selv for, at hun og Per ikke oftere blev alene.
Først den Dag, da de rejste og han mødte paa Jernbanestationen for at sige Farvel, vovede hun sig paany frem af sit Baghold. Ikke alene trykkede hun ved Afskeden Pers Haand med umiskendelig Varme; men da Toget skulde til at køre og hun stod bag det aabne Kupevindu, lod hun med glimrende Forstillelseskunst sine dejlige Øjne hvile paa ham med et lidenskabeligt Udtryk. Det var, som om hun nu i Afskedsøjeblikket modstandsløst reves hen af en Følelse, hvormed hun i det Skjulte havde kæmpet.
Hun holdt i Hænderne nogle meget smukke og kostbare Blomster, en Afskedsbuket fra Per. Idet Toget satte sig i Bevægelse, lod hun en af dem — en halvt udsprungen Rose — falde ned paa Perronen. Det kunde se ud, som om det skete af Vanvare; men det kunde ogsaa være et Tegn, en tavs Tilstaaelse, en straalende Forjættelse.
Per tog Blomsten op — uvis om, hvad han turde tro. Da han igen saae i Vejret, var Kupevinduet tomt. Han fulgte det med Øjnene; men Toget forsvandt bag et Hushjørne, uden at hun lod sig se.
Da han om Aftenen efter en lang sanseløs Omflakken i Roms Omegn naaede hjem til sit Logis, havde han besluttet at bryde med Jakobe.
Tanken havde længe ulmet hos ham. Hans Udvikling havde Dag for Dag ført ham bort fra hende. Det var gaaet op for ham, hvor grundforskellige de var, og hvor daarligt Jakobe med sit sære, for mange frastødende Væsen vilde passe til det frejdige og overdaadige Nydelsesliv, der nu stod for ham som den nye Renaissances endelige Maal. Med Glædesblus og Klang af Cymbler skulde Troldtøjet manes i Jorden derhjemme. Men til
