362
LYKKE-PER
"Jeg beder Hr. Obersten erindre, at jeg sagde i pekuniær Henseende sikret. Jeg tilføjede udtrykkeligt, at man manglede Statens nødvendige Billigelse af Planen. Og den erholdes aldrig."
"Hvorfor ikke? Naar Pengene virkelig kan skaffes tilveje, hvad skulde saa egentlig bevæge Staten til at modsætte sig Foretagendet?"
Hr. Delft stod med optrukne Skuldre og vred sig som i Undseelse.
"Hr. Obersten forstaar mig vist nok — uden Ord."
"Hvad nu? De er dog en Satan til Hemmelighedskræmmer! Hvad mener De?"
Hr. Delft tav og drejede vedblivende Hovedet forlegent fra den ene Side til den anden. Han lignede virkelig i dette Øjeblik ganske en afrettet Abe.
"Men saa tal dog, Menneske!" raabte Obersten.
"Na, jeg mener, Hr. Oberst, … Regeringen tør ikke … det er Sagen."
"Tør? For hvem? Jeg forstaar ikke et Muk!"
"Jeg vil ikke opholde Hr. Obersten længer. Jeg tillader mig at anbefale mig — —"
"Snak! Nu skal De tale fra Leveren, Delft! Hvorfor mener De, Staten skulde afholde sig fra at give sit Samtykke, dersom Pengene kan skaffes — og Planen ellers var sund og god?"
"Netop det — Hr. Oberst, at Planen er sund og god."
"Pr…rrrrr! Nu gaar jeg fra Snøvsen! Hvad er Meningen med dette her?"
"Altsaa — for at tale rent ud — mener virkelig Hr. Obersten, at vor Nabo mod Syd roligt vilde se paa, at der skabtes Hamburg en saa farlig Konkurrent? — Jeg tror det ikke. Aldrig i Evighed!"
Obersten kastede sig tilbage i Stolen med Haanden i Siden. Hele hans i Forvejen røde Ansigt blev som flaaet.
"Nu har jeg i mine livskabte Dage aldrig hørt noget saa tosset! Hvor kommer De paa den forrykte Tanke, Mand? Mener De, at Tyskerne vilde erklære os Krig i den Anledning, — hva'?"
"Gud — Krig! Det var saavist ikke fornødent! Bare saadan en
