Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/320

Denne side er blevet korrekturlæst

314

LYKKE-PER

den ene Bog over til saadanne andre, hvortil der paa en eller anden Maade blev henvist i denne, og forfulgte herfra Tankegangen videre tilbage til endnu ældre Skrifter for paa den Maade at finde ind til den oprindelige Begrundelse, til det enkle, endegyldige Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl. For at ikke Jakobe skulde faa Nys herom, lod han sig Bøgerne tilsende direkte fra en københavnsk Boghandler uden — som ellers — at benytte Ivan som Mellemmand, og det var efterhaanden et helt Bibliotek af filosofiske, æstetiske og teologiske Skrifter, der stabledes op paa hans Arbejdsbord.

Men jo mere han læste, desto mere forvirredes han. Under denne standhaftige Søgen efter det altudtømmende Ord, der for evig havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et "Hinsides", tumlede han rundt i Mørket som en bestandig narret Blindebuk. Hvergang han troede at være Beviset ganske nær, lød der et "Her!" helt henne fra den modsatte Ende af Tankens genlydende Verden, eller han rendte Panden mod en Mur, et eller andet for ham utilgængeligt Værk af en gammel græsk eller latinsk Filosof. Alligevel opgav han ikke Haabet. Med den Tyrketro paa Bøger, der efterhaanden udvikler sig hos den Selvlærte, holdt han sig mangen Gang hjemme ogsaa om Dagen for at fremtvinge et Resultat. For det hastede med ham! Uger, Maaneder var nu gaaet, og han havde gjort sig selv det Løfte ikke at rejse fra Dresack, før han havde naaet fuld Klarhed, absolut Tryghed. —

En Aftenstund i Begyndelsen af Marts kom han gaaende hjemad fra en af Arbejdspladserne hinsides Floden. Han var træt af Dagens Anstrengelser og gik med slæbende Skridt henad Vejen i et Par langskaftede Hægtestøvler. Der havde været Foraar i Luften de sidste Dage. Oppe fra Bjergene havde der hyppig lydt Lavinedrøn, og Flodvandet var steget flere Fod. Aarsdagen for den store Katastrofe nærmede sig, og Per, hvem den megen frugtesløse Grublen og det hele ensomme Liv her mellem de truende Klippemure i Forvejen havde gjort stærkt nervøs, var bleven smittet af Befolkningens overspændte Uro. Aviserne havde allerede meldt om flere svære Skred omkring i Højfjeldene.