230
LYKKE-PER
udslyngede han uden at antyde noget Anførselstegn. Til Gengæld rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.
Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om de andre vilde sige mere. Saa sagde han:
"Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener … har ikke de største Mennesker væsentlig faaet deres Værd for os ved deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet har udført en Stordaad i Verden uden først at have drømt den? I Grunden vikler vel al Virkelighed sig ud af vore Fantasier, og —"
"Gud bevares!" lo Eybert. "Det er en anden Sag! Naar man ikke nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at realisere, saa —"
"Ja — jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i hvert Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting. Jeg mener … er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet … dens Fader og Moder, kunde man maaske sige … Spor af en hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der kan faa Personligheden til at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse, Vane, Arv og andre Tilfældigheder har afstukket … og saaledes paa en Maade … i hvert Fald tilsyneladende … sprænge Naturens Skranker. Selv om det f.Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre sine dristige Fantasier … hvad unægtelig er det sandsynligste … saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans personlige Udvikling, hvilket dog … ideelt set … maa siges at være det vigtigste."
"Undskyld, mine Herrer!" afbrød Fru Salomon lidt nervøst; hun havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et anstrengt Udtryk i Øjnene. "De maa ikke tage mig det ilde op, men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken."
Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op. Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da hun var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet Terrassen foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med Haanden paa Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet.
