Side:Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/176

Denne side er blevet korrekturlæst

170

LYKKE-PER

forandret sit Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet, men ogsaa Minen var bleven en ganske anden; han lignede nu mest de gængse Billeder af den lidende Kristus, hvad han ogsaa netop tilstræbte. Som en af de andre Herrer senere i Fortrolighed tilhviskede Per, havde Hr. Berger i de samme Dage til sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers, hvormed han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og til Udødeligheden paa det danske Parnas.

Den, som fortalte Per dette, var Kandidat Balling, der ogsaa var en literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var tre Alen høj, tarmetynd og løvemanket og havde et Ansigt saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot, der vilde være Geni og Banebryder men foreløbig bare havde opnaaet at studere sig en kronisk Mavekatar til. Balling var nu ganske rigtig uhyre belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa fuld af Citater, at man ikke kunde røre ved ham, uden at der slap ham en stjaalen Aandrighed ud af Munden. Han var en af disse Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være lige klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog om den klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i Pressen, havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham i sit Hjem.

Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde med sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af disse Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans Mod, skønt denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.

Hvad Dyhring — Journalisten — angik, saa kunde Per ikke blive klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse Maade, hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks, saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for hin-