102
LYKKE-PER
Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid tavse begge to.
"Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse," begyndte Eberhard ligesom prøvende. "Jeg har været hjemme paa Besøg i nogle Dage."
"Naa, de har det vel godt?" henkastede Per.
"Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa lidt i den sidste Tid."
"Ja saa."
"Han er endog temmelig daarlig."
"Af hvad?"
"Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage, en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar bort."
Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke heller Anger. Det var en Uro, der greb ham, en Angst, som trykkede for Hjertekulen. Aldrig var den Tanke falden ham ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.
"Det er efter al Sandsynlighed Kræft," fortsatte Eberhard. "Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, … du kender hans strenge Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet;
