VED FÆNGSELSPORTEN ❧
96
— et Skrig, så skingrende vildt som et Dyrs — hun sprang et Skridt frem, ud i Gruset, standsede, målløs, og stirrede.
Der inde i den skyggemørke Port — en Hvirvel af blodrøde Ansigter og huggende Næver, Hvælvingen rungende af Råb og tumlende Menneskelegemer — en Politihjælm trilrede klingrende på Fliserne — Stimlen skiltes et Øjeblik — den lille Mand hang fast i Halsen på en Betjent, sprællende, hvæsende som en Kat — atter slog Menneskebølgen sammen — en grå Bylt slængtes til Jorden — det var ham, å ham — å hun greb sig med de rystende Hænder til Hovedet — en Betjent løb frem — Portfløjene bevægede sig, knirkende, knagende, slog så bragende i — som to grønne Hvalfiskekæber, der smækker sammen over Byttet — forvirrede Stemmer lød bagved, vilde Eder, en slæbende Lyd over Stenbroen med døende Ekko i den lukkede Port.
Så blev alting stille, blikstille og sommerlunt — Bierne surrede henne i Guldregnens tunge Blomsterflokke, Brisen fra Sundet luftede til, bedøvende af Vellugt fra Havens Jasminer, mørke Skyskygger fløj bort over Engenes frodige Sollys.
Hun stod midt i Solskinnet, på den grusede Vej foran den tavse, grønne Port — stirrende uforstående, hjælpeløs, med krybende Fingre — ti hvorfor havde den lille Mand — hvorfor havde han dog i al Verden — sådan på en Gang — —?