95
❧ VED FÆNGSELSPORTEN
Men gennem Porten, frem imod hende, marsjerede en lille Flok Mænd med faste Skridt — blanke Hjælme funklede — forgyldte Knapper tindrede — det var Politibetjente, svære, høje Karle — og dog alle så underligt små under det skyggefulde Tøndehvælv.
Et taktfast Fjed — og de veg tilbage, to til hver Side, og frem imellem dem kom en, de hidtil havde skjult — en grå, lille Mand, en forunderlig, støvet Pusling, listende langs jorden med slappe Knæ og ludende Blik, med en blomstret Bylt skudt skævt op under Armen.
Var det — o Gud — det var da ikke — åndeløst spejdede hun — en Fange — —
Det foer igennem hende — hun havde mødt to Øjne, hans — den grå Mands — to grålige, skælvende Øjne — som to Strømme af Tåge mod hendes Ansigt — men — nej, hun blev slet ikke bange — og se, hvor han nu rettede Nakken, pludselig — som en Blomst i Solen — og som han med Et satte sine platte Fødder — og sådan en munter, spøgefuld Mine han fik — som skulde han lige til at fløjte — nej, det var ingen Fange, Gud ske Lov — —
Hun åndede glad op, smilende, Rødtjørnkvisten gyngede som en Koralgren i Skum mellem Brystets hvide Kniplinger — hun drejede sig i Græsøen — hun vilde alligevel hellere gå —
Da skurrede en hæs, grov Røst, ledsaget af et tungt Støvleskridt:
„Nå, Jonas Bi, pil du så af og se til at skikke dig, så det kan bli' både fø'ste og sidste Gang, at du har våren på Tugthus“.
Hun vendte sig, hastig, forfærdet — men et Skrig
