VED FÆNGSELSPORTEN ❧
94
i det åbne Kjolebryst, de hvide Blondeærmer bruste om de blottede Albuer. Luftige Skyer dampede hen under det dybe Himmelhvælv, svale Vindpust bragte Køling fra det nære Sund.
Bag Grøftens Skamtyder bredte sig de frodige Enge, grønne og tomme i Solskinnet med kun Svalernes vingede Skygger pilende hid og did som Fiskeskygger over Søbund — dybt inde i Horizonten blånede en takket Linje. Røgsøjler steg derfra som fra Ovne og forenede sig foroven i et brunligt, dirrende Slør, derunder lå den store By begravet i Dis og Damp.
Frem og tilbage dansede hun, ud og ind, efter Biernes vexlende Surren.
Foran, spærrende Grusvejen, hævede Fængslet sit flade Skiffertag, sin lange Række gitrede Vindueshuller og sine stive, gule Mure, mørkt og lukket i Sommervarmen.
Hun holdt Øjnene fæstede på den grønne Port inde under Murbuens forgyldte Kongeskjold — så mange Felter der var i Porten, så mange Trin skulde hun danse, før hun måtte nå dens Tærskel — nu var hun der næsten — blot over den grønne Græstærning og den rødbrune Strimmel Grus, der flød om den som Strømmen om en Ø, men da — Porten knagede, de høje, svære Fløje rystede — — hvad — skulde de virkeligt gå op, endelig en Gang?
Hun standsede foroverbøjet, med Hånden i Kjolen, med store, klare Øjne, midt i Græsøen — der strøg to lange Skygger hen over hende — majestætisk åbnede de vældige Fløje sig — som et Par Ørnevinger, der langsomt spredes — og der stod hun og så helt ind over den solbeskinnede Fængselsgårds tomme Stenbro.
