Side:Luftslotte.djvu/93

Denne side er blevet korrekturlæst

MYRTEN ❧

90

„Walkommen“, smilte hun genert og rakte Hånden ud.

Han så ind i hendes klare, blå Øjne — den grove, rødbrune Kjole spændte tynd og slidt om det unge, faste Bryst, hendes nøgne Fødder stod i Gruset.

Hun rødmede let og vendte sig bort.

„Ja, dér er Fa'r,“ sagde hun ærbødigt.

Det skramlede på Stenbroen, og hen langs den kalkede Husmur kom en duknakket, sjanglende Skikkelse listende, kroget i Knæene og vaklende i de blankede, pudsede Træsko, en ny, broget Kasket sad presset ned i den rynkede Pande lang og snedig hang Næsen ned over den skægløse Mund, mens de røde Øjne plirede mod Gæsten.

„Walkommen, walkommen,“ hvæsede han, brændevinshæs og rakte en rystende Hånd ud, „ja, du sidder vel af og får dig en Slat Øl?“ han skottede op til Bonden.

„Ja-a, jou, et bette Korn,“ nikkede Bonden eftertænksom og steg pustende af.

„De skuld' it forsmå at ta' en Tår Øl af hennes Bryg, De får'et it bedre i Bøjen,“ hviskede han i Øret på den unge Mand, idet de trådte ind i Huset.

I Stuen var der kvælende hedt og lummert under det lave Bjælkeloft med de kornblå Vægge, hvor sortindrammede Billeder hang i melankolsk Ensomhed. En vældig, opredt Seng knejste hvid og svulmende ved den ene Væg, ved den anden stod et Klapbord med slidt, hvid Dug og et Blomsterglas med røde Flox fra Haven.

„Nå, væ'sgo' å sid ned,“ snøvlede Faderen og gned sig i Hænderne.