RØDKÆLKENE ❧
80
ved og så op i Æbletræet — og nu gav de sig til at grine og puffe til hverandre, idet de blinkede med Øjnene og halede op i Buxerne.
Og pludselig pegede den store Dreng på Kaj og Alf og råbte:
„Se, hvor de glor, de to — hæ, de' ku' I li', hva'?“ og han langede ud efter dem med Foden.
Hele Flokken brast i en skraldrende Latter, rakte Næse ad dem og peb i Fingrene.
„Hæ, hæ — de' ku' I li'!“
Da blev Kaj og Alf blussende røde — de skottede sky til hinanden og listede med dukkede Hoveder, hver for sig, hen i Skolens mørkeste Kroge.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
UTRO
et var højt oppe mellem Fjældene.
Hun sad i Armstolen bag den månebelyste Rude og stirrede ud over Højslettens Øde og Sne. Snart svandt den bort under de dragende Skyers Skygge, snart lyste den op og videde sig ud til de fjærne Bjærge, hvis blånende Toppe hun øjnede yderst ude, hvor Slettens Grænse var, og Vejen kom op fra Dalene.
Under det sorte Hår stirrede hendes stortskårne Ansigt, lukket og tomt, ud i den isnende Stumhed. Stundum lyste hendes store Hænder på Stolearmene frem, stundum blånede Stuens tunge Møbler ud af Mørket i blege Månestrejf. Ved hendes Fod stod Vuggen, hvor Barnet lå dybt nede i Puderne med Hovedet tungt til Hvile og lukte Øjne. Der var to i Stuen, men i dens Gravstilhed lød kun ét Åndedrag.
