33
❧ HUGIN OG MUNIN
res venstre Øre, hvad jeg så, min Herre lytter til min Røst.“
Munin krummede sine Klør under Bugen, den baskede rasende med sine Vinger, den stivfrosne Sne på Skredshø og Skrimskollam brast, de hørte dens Skrid i Natten, hastigere og hastigere med stedse voldsommere Torden ned i Dybet med Genlyd fra alle Dovres Huler.
„Jeg hvisker, jeg hvisker — min Herre lytter også til mig.“
Der drev en Tågesøjle frem af Mørket, sejlende skråt gennem Rummet, Munin forsvandt i dens bølgende Slør. Da den atter dukkede frem, med baskende Vinger og opspilt Næb, lød Hugins Røst, stille hang den i Luften på brede Vinger, klare så dens Øjne på Munin:
„Ja, ellers var han vel ikke Odin.“
Munin tav, så skræppede den med Et:
„Nej, ellers var han vel ikke Odin — Hugin, vi er bægge hans Ravne.“
„Ja, vi er bægge hans Ravne, men ene han véd, hvad Sandhed er.“
De vendte sig, og Side om Side styrede de deres Kås af Sted gennem Natten, gennem Rummets isnende Tomhed, ud imod Øst, hvor dybest nede under den kulsorte Hvælving en brandrød Stribe glødede, hvor skarpe Streger og Spidser ristede sig sorte mod den kommende Dags Røde — Asgårds Tårne og Tinder — hvor Alfader sad og ventede sine Ravne — ventede Ragnarokur og Ida.
