LYKKE-FEEN ❧
26
„Nej, netop,“ svarede den anden.
„Du er en Tåbe,“ mumlede Ynglingen vredt, „og jeg er en Tåbe, som spilder den kostbare Tid med at lytte til dit Snak.“
Han slap Hesten, og den foer frem i et vældigt Spring, nær havde den redet Vandringsmanden i Grøften, men han dukkede sig hurtigt.
Så trak han Kappen sammen over Skuldren og gik sindigt fremad. Hans klare Øjne fulgte Rytteren, der langt borte mellem Vejens grønne Træer som et guldvinget Insekt Høj ud mod Solens synkende, røde Klode. Han drog et lille Suk, men rystede så atter på Hovedet.
En Efterårsaften mødtes de to igen.
Vandringsmanden standsede og hilste. Den anden kom ridende Fod for Fod, med sænket Hoved og korslagte Arme. Fjerene dinglede knækkede fra den falmede, blå Hue.
„Fik du så Feen at se?“ spurgte Vandringsmanden.
Rytteren så op. Hans Ansigt var gråt, og Øjnenes Blik var tomt, han strøg sig med rystende Hånd over Panden.
„Å, er det dig —“ sukkede han.
„Fik du så Feen at se?“ spurgte Vandringsmanden igen.
Den anden svarede ikke, han sad og stirrede, sammensunken på Hesten. Han behøvede ikke at holde den. Den stod villigt på de knoklede Ben med Hovedet ludende over Vejens Pytter, dens grå Manke fløj. En kold og tudende Blæst strøg hen over dem, langt
