SALIGHEDEN ❧
14
højtsvulmende bankede det nye Livs Blod gennem det af Alder nedbøjede Oldingelegeme.
„Terese! Terese!“ råbte han og rakte skælvende Hænderne op mod det nedstrømmende Lys, „Terese! Terese!“
„Jeg skal føre dig til Salighedens Højeste,“ lød Englens Røst over hans Hoved, og dens spilte Vingers Fjerspids rejste sig mod Højden, hvor Lys vældede ned over Lys, og Blikket svimlende tabte sig i det nedilende Hvides Bølgeringe.
Han rakte sine Hænder ud, hvis Hud påny var glat og hvid, og fattede om Englens udstrakte højre, og nu svævede han, lydløst stigende, opad gennem Lysvældet, der gled ned over ham — en Strøm af sagte synkende, perlemorslysende Liljer, synkende og synkende og bestandigt flere dalende fra det Højes bundløse Hvælv af Glans.
„Når nå vi Salighedens Højeste?“ spurgte han og klyngede sig, bævende, med bægge Hænder til den stærke Hånd, der urokkelig hævede ham opad gennem de hvidere og hvidere Liljers bestandig hastigere Synken.
„Vi når det Højeste ad Længslens Enge — se,“ Englen pegede med udstrakt Arm, og gennem de dalende Liljers skilte Bølger så den Opstandne ud over midsommergrønne Enge, hvor hvidklædte Skikkelser gled gennem Græsset som store, svævende Svaneflokke, Følge på Følge, under Platanernes Skygge ud mod et i Liljeskyerne forsvindende Marmortempel, hvis brede Trappefliser skummede som en Kaskade ud over den grønne Slette.
„Hvad ser jeg?“ spurgte den Opstandne, idet han med Englen gled ind gennem Liljernes Sølvportal, der
