155
❧ HIMMELSYNET
„Ja, Sandhedens Folk“, Nikodemus' Øjne lynede mod Romerens Hån, „ti vid, du almægtige Italier“, han slog sig rungende for Brystet, „ene hos os opstod Jesus Kristus.“
„Ja, og ene I“, det ene Låg gled glippende op over den spotske, brune Øjekugle, „ihjelslår ham. Men som I vil", han bredte de fede Hænder ud til Siden, „I kender sagtens jer selv bedst — så gå da og døm ham efter Eders Fædres Love, som Folket derude råber på, og efter“, der glimtede et Smil i hans rynkede Øjekrog, „eders Hjærters Behov.“
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
BLIV HOS OS —
e sad om Bordet, de tre Mænd, i den lave,
dunkle Stue under det tunge, knugende Loft. Der
oste et spinkelt Spiddelys midt imellem dem på
Bordets revnede Plade, Lys og Skygger vaklede over
deres Ansigter, men bag dem stod Mørket tæt mod de
lergrå, fugtige Vægge.
Der var dødsstille i det arme Rum, i den kolde, klamme Luft — det var, som de Øren, der havde hørt om det, der var sket for trende Dage siden i den store By inde i Mørket, fra nu af måtte lukke sig for hver anden Lyd på Jorden.
Og dog lyttede og lyttede Lukas og Kleofas, bøjede over Bordet, med de tunge, sværthårede Hoveder og de mørke, tiggende Øjne, om dog ikke han, den Fremmede, de havde mødt på deres Skumringsflugt fra det blodige Jerusalems Rædsler, skulde tale til dem de
