Side:Luftslotte.djvu/120

Denne side er blevet korrekturlæst

117

❧ I DEN SIDSTE NATTEVAGT

rejst sig i Sengen og skreget og truet hende ud: „Gå! Gå!” — han hørte endnu i sine Øren hendes forfærdede: „Hellige Nikolas!“ og Dørens Smælden i — men det var rigtigt — det var godt — fattig vilde han ikke være, at hun skulde være den eneste ved hans Dødsleje — — —

— — —


Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine kæres Dragt
og sæt dig ved min Side — — —

— det gamle Salmevers derhjemme fra Barndommens mørke, ovnlune Præstegårds-Stue — fra det gamle Føde-Land, hvorfra kom det nu til ham, her hvor han lå fjærnt og ene i Podolien og skulde dø?

— i en af mine kæres Dragt —

Han prøvede på at smile, sit vante, træne, bitre Smil, men det blev til intet — han krympede sig sammen og bøjede det gråhårede Hoved ned mod de spidse Knæ — frem og tilbage rokkede han —

— i en af mine kæres Dragt —

— ja, da var det ingen Sag — —

Han så op og greb pludselig fat i Sengekarmen — på en Stol ved Siden af sad der en — — en foroverbøjet Skikkelse, i lange Klæder, med Hovedet sænket og Hænderne foldede i Skødet.

Så han Syner — eller var det — var det — Døden? — han strakte den skælvende Hånd ud — da så Skikkelsen op — det var hende —

Han sad som lammet, oprejst i Sengen og stirrede — hende — hende —

Hendes Øjne mødte hans, klare og stille — som Vandspejle i Høst — Håret lå i de vante, dunkle Bøl-