115
❧ I DEN SIDSTE NATTEVAGT
Ildstribe, dér var den sidste Sol sunken, han fik at se — det ulmede i de to fjærne Sumpe, som Ilddråber lå de der og tindrede på det mørke Felt, stirrende imod ham som to store, glødende Øjne.
Lægens højhjulede Vogn sneglede af Sted derude, så underlig højpuklet i Aftenen, krybende som en Myre længere og længere ud mod Horizonten, hvor den avratynske Landryg skød sine lillablå Stenbukler hen under den mørkerøde Stribe.
Lidt efter lidt tabtes Hjulenes knagende Knirken på den usynlige Slettevej. Vinden susede forbi, Stormkrogen bankede mod Vinduesposten — inde bag Væggen hørte han Urets langsomme Gang og Deboras sjokkende Trin. Hun var ved at varme sig Samovaren.
Han lå og stirrede ud mod Landet — hvor underligt, at det var sidste Aften, han så det — at det, han havde fulgt gennem så mange År, for Fremtiden skulde ligge derude hver Aften og stirre med sine Ildøjne ind i hans tomme Stue — det var jo dog det samme Landskab, han havde mødt for atten År siden, da han for første Gang trådte hen til dette Vindue — uforandret det samme. Men han, som var kommet her for at finde Uforanderligheden, han havde selv bragt Foranderligheden med sig i sit Legeme — o Tåbe, hvor havde han dog kunnet tro, at han, Mennesket, kunde være Kammerat med Naturen — det var hans sidste Skuffelse, hans sidste Håb om at finde Svar og Fortrolighed på Jorden — nu havde Døden belært ham om, at han end en Gang havde fejlet — som en Døgnflue var han surret hen over denne mægtige Ro, når han var borte, vilde her atter være stille — når han var borte — Var det muligt? vilde han savne de Afte-
