BEATI POSSIDENTES ❧
114
klappende ham fast på skuldrene — Gud være lovet! de havde intet mærket — —
„Du, Hagen — ikke sandt — uforandret, uforandret — som da hun var bare atten År og henrykte os alle? ikke sandt?“
Uforandret — Svimlen greb ham påny — Kærlighed, Kærlighed, aldrig havde han kendt den, aldrig, Hjærtets Glød — en Isklump i hans Bryst — — hjemløs, hjemløs — nu og for alle Tide —
„Bi nu lidt, så skal du se — så skal jeg hente dig Portrætterne fra den Tid — hendes Portrætter — mens hun koger Aftenteen til os — så skal du se: aldeles den samme.“
Den brede Skikkelse forsvandt i Hast ud af den lave Dør, og han så sig med Et ene ved vindueskarmen med Ovnilden og Snelandskabet — —
Ovnilden — han stirrede på den med sine bristende Øjne —: du eneste sande og hellige Ild — —
Så støttede han vaklende sin Pande mod Ruden, stirrende ud mod Snelandskabets iskolde, ventende Tomhed.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
I DEN SIDSTE NATTEVAGT
øren faldt i med et skarpt Smæk, det var Lægen, der gik, og så var han alene — ja, alene — —
Han vred Puden sammen under Hovedet, lagde sig tilbage i Lejet og så gennem det smalle Vindue ud i Aftenen, ud over det milevide Land, det nøgne, podoliske Hedeland, hvorover Skyerne jog hen i tungt og tæt Virvar — langt nede i Horizonten brændte en