113
❧ BEATI POSSIDENTES
„Nej, Hagen — God Aften da — at vi to skulde ses igen — efter så mange Års Forløb — det havde vi nok aldrig troet.“
To blege, grå Øjne så ind i hans med et tandløst Smil, to magre, klamme Hænder knugede om hans.
„Men, Hagen — jeg tror virkelig ikke, du kan kende mig?“
„Jo — Anette, jo — jo, God Aften, Anette.“
En segnende Mathed, en Vaklen efter Stormen, som var al Blodet sunket bort fra hans Haser, alt Vejret tømt af hans Strube — som kunde han ikke støtte på Benene mere — — —
„Nå, og hvad siger så I to gamle Venner til at mødes?“ Vennens brunøjede, brunskæggede Ansigt lo over hendes Skulder med lykkelige, hvide Tænder, „hvad siger min lille Anettemo'r?“
En bred og kraftig Arm lagde sig tæt om hendes Hofte, hun lænede sig let tilbage mod hans Skulder, og to Par Øjne gled ind i hverandre til et dybt og smilende Blik.
Han fik pludselig en heftig Kvalme og lukkede Øjnene — den Kvinde — at nogen kunde favntage hende og se på hende, således — —
Det jog igennem ham: hende, dit Hjærtes Elskede, din gennem alle År uforandrede Kærlighed — dit Livs eneste Hæder og Stolthed — — Forbi, forbi, strøget væk, suset bort i den Storm, hans Liv, hans Kærne, hans ét og alt — bort, forbi! — — fremmed, ja frastødende, som Hjemmet, som Stuerne — —
Han slog Øjnene op og åndede uvilkårlig hastigt, lettet — forsvundet, hun var forsvundet — og kun Vennens trohjærtede Øjne ind i hans og hans Hænder
