111
❧ BEATI POSSIDENTES
dæmpede og klangfulde Stemme — — — bestandig havde han siddet med hende om det buldrende Aftenbål i Gandrup Gårds Stuer og hørt de gammelkendte Stemmer samtale og le, så tilforladelige og trohjærtige, fordi de alle kendte hverandres Liv og vidste, hvert Ord mødtes med venlige Tanker — siddet og set hendes rene og rørende Profil i Ildens skiftende Belysning — — Jo, jo, han, den Hjemløse, den i alle Lande flakkende Ejendomsløse, han havde ejet et Hjem frem for alle lyksalige Familiefædre tilsammen, frem for ham, den sejrrige Ven, han, som virkelig — og i Hverdagen — sad inde med hende og det — ejet det mer, fordi hans Hjærte havde det mer behov og havde lært at hævde sit Eje trods Adskillelsens og Ubesvarethedens Smærte — —
Men nu — i denne Stund, nu da han stod her i Virkeligheden, heri disse tarvelige og halvmørke Rum med den hengemte Duft af Æbler — var det så hans Hjem? Talte der Stemmer til ham fra Væggene, kyssede usynlige Munde ham velkommen gennem Mørket, og tog selve dette Mørke ham om Skuldrene, ind i en fortrolig og varlig Favn? — Eller stod han kold og ukendt på et Sted så fremmed som noget af de fremmede Steder der ude i Europa? Urørt af, hvad han skimtede omkring sig i Decembereftermiddagens Skumring, fordi det ikke mer kom hans inderste Liv ved — hans senere Års Minder og Vaner, ukendt med det Vinterlandskab, der hvidt og øde stirrede ind til ham under de trende magre, smårudede Vinduers Kappegardiner, fordi dets uforanderligt rolige Blik ej havde fulgt ham gennem hans Dages Gang og hans Sindsbevægelsers Vexlen, byggende sin Evigheds-Bag-
